Mode til mænd og kvinder

Når vi taler om mode i dag, tænker de fleste nok på modetøj og sko til kvinder. Men gennem tiden har det også været mænd, der var i centrum, når der skulle tænkes i nye moderigtige designs. Og i vore dage er det også i høj grad herremode, som er i udvikling, mens mange mener, at modetøjet til kvinder kører lidt i et dødvande.

I 1700-tallet var det faktisk mode til mænd, det i høj grad handlede om. Vi kender malerierne med billeder af mænd i parykker, høje hæle og stramme knæbukser, hvor der ikke var ret meget der var overladt til fantasien, og alt det blev en forløber for jakkesættet, som for alvor kom på banen i begyndelsen af det 19. århundrede.

I dag er der ikke mange mænd, der tør spille så meget på tøjets effekter, som mændene i 1700-tallet gjorde det. I dag vil man måske endda gå så vidt som til at sige, at mændene dengang var pyntesyge. Men det var nu ikke så meget det, det handlede om – det var mere et spørgsmål om, at man gennem moden kunne signalere, at man havde råd og var en del af eliten.

Man var ikke så bange for at vise, at man havde lidt mave heller. Maven blev understøttet og ligefrem fremhævet af et silketørklæde rundt om livet – resterne af det ser vi i dag, når mændene bærer skærf til en smoking.

I 1800-tallet spirede demokratiet frem, og det betød noget for tøjmoden, der blev mere egalitær. Det mere anonyme jakkesæt skulle bliver borgerskabets uniform, og dermed var grunden lagt til en ny tid, hvor det snarere blev kvinderne, der kom i centrum for tøjmoden.